Når fokus burde være på, at hesten skal lære at være afslappet og ikke på, at den ikke må blive bange

Når fokus burde være på, at hesten skal lære at være afslappet og ikke på, at den ikke må blive bange

27. november 2019 0 Af Sissel Ulbæk
Sætningen (overskriften) oven over lyder måske underlig, og er noget jeg vil prøve at forklare videre her. Jeg oplever ofte, at folk kommer for at få hjælp med et enkelt problem med deres hest – ikke et enkelt problem, som i, at det er ukompliceret, men som i, at det er det eneste problem/udfordring de har. Dette har jeg dog aldrig oplevet er tilfældet. Oftest er det en række af flere problemer eller huller i hestens uddannelse og forståelse for vores regler, der skal løses. Hvis vi nu tager udgangspunkt i den første sætning og forestiller os en hest, der nemt bliver bange og deraf springer til siden, løber eller andet, så vil jeg ofte få en rytter, der gerne vil fokusere på netop dette, hvilket er forståeligt nok, men bare ikke den rigtige indgangsvinkel til at få løst problemet på sigt. Sådan en hest (gælder nu alle heste) ville jeg starte med at arbejde fra jorden af for at kunne gøre signalerne så klare som muligt og for at kunne tage så meget pres af hesten som muligt, når den reagerer som ønsket. Fokus ville her også være på at se, hvordan hesten bruger kroppen – hvor er dens styrker, og hvor er dens svagheder, for oftest er det på den side, hvor hesten er svagest at den beskytter sig selv mest og reagerer mest på, hvad der er omkring den – dog, hvis man har en hest, der har lært at sige fra, er den på den side, hvor den er stærkest, at den vil give den største ”modstand”, da det er nooget, den har tillært sig. Jeg sørger for, at den forstår, hvor mine grænser ligger, og at hvis den giver mig en god arbejdsmoral, giver jeg den tryghed – ro, regler og faste rammer skaber tryghed.  Det giver den en tro på, at når den så befinder sig i en utryg situation, så er den ikke alene, fordi den ser mine signaler som en hjælp, hvad enten det er fra jorden eller ryggen af. Dette sætter også høje krav til rytteren, da rytteren i disse tilfælde skal kunne hjælpe hesten stille og roligt og sætte egne følelser til side – noget, der kan være rigtigt svært. Det er vigtigt at bevare overblik og være opmærksom på, hvilke signaler man giver, for jo mere man bruger schenkel og tøjle uden mål og mening, hvis hesten bliver bange og utryg for noget, jo farligere synes hesten, det hele er, da den forbinder det, der er farligt med en masse ubehag pga. rytteren, og så er det en selvforstærkende situation.
Derudover er en hest, der nemt bliver bange også ofte meget anspændt i kroppen, og da alle ryttere tilføjer vægt og i mere eller mindre grad ubalance, når man sidder på ryggen af den, så er det nemmere for både hest og rytter at løsne hestens krop fra jorden af og fjerne spændinger. Man kan ikke garantere, at en hest ikke kan blive bange, men jo mere afslappet den er i kroppen, jo mere arbejde kræver det for hesten at komme derud, hvor man havner i en farlig situation med hesten, og jo nemmere er det at få den ud af det igen. På samme måde, som hvis en flaske er næsten fuld, så skal der kun hældes lidt vand i, for at det flyder over kanten, hvorimod, hvis flasken er tom, skal der fyldes en hel del mere vand i før det flyder over kanten. Meget vigtig er her også at nævne, at man ikke kan forvente, at en hest ved, hvad det vil sige at være afslappet og afspændt, og hvis den ikke ved, hvad det vil sige at være rolig, så er det svært at lære den ikke at være bange for ting, da den ikke ved, hvordan man nulstiller. På samme måde, som hvis man møder en person, der er der naturligt er ængstelig og anspændt, så kan man ikke bare sige til dem, at nu skal de slappe af, fordi de måske slet ikke ved, hvad dette vil sige, fordi de altid er anspændte – det ser jeg ofte blandt både mennesker og heste.
Så først og fremmest er det vigtigt at have et godt udgangspunkt og fundament at bygge videre på og dette gælder for både hest og rytter. Når dette udgangspunkt er lagt, hvor hesten er afslappet i kroppen, forstår de signaler rytteren giver og accepterer dem og ser dem som en hjælp, så kan vi arbejde på, der var problemet til at starte med, som så ofte har løst sig selv undervejs. Oplever ofte, at mange synes at vejen er for lang, og ofte er et quick fix ønsket i stedet for, da det andet kan virke for omstændigt, selvom jeg heldigvis møder flere og flere, der er villige til at bruge den nødvendige tid.

Sidestiller det med en diskussion der ofte er oppe at vende, når det kommer til dressuren, hvor der nogle gange er uenighed om, hvordan man ser tingene – Om, at det er vigtigt ikke at se et dressurprogram som en række øvelser hesten skal lære, men øvelser den kan, fordi kroppen er trænet rigtigt i forhold til uddannelsesscalaen.