Ting, der kan være gode at vide inden, man sender sin hest i træning.

Ting, der kan være gode at vide inden, man sender sin hest i træning.

21. maj 2020 Af Sissel Ulbæk
Ja, som overskriften lyder, vil jeg her kommer med nogle tanker om, hvad, der kan være godt at vide inden, man sender sin hest i træning et sted. Det er selvfølgelig kun et lille udpluk og nogle af tingene vil måske virke som en selvfølge for nogen, men det er ting jeg igennem årene har erfaret, ikke er en selvfølge. Opslaget er ment som en hjælp, og det kan selvfølgelig variere fra situation til situation.

1. Vær tryg ved det sted du sender din hest i træning – ment på den måde, at for mange er det ikke bare en hest, de sender af sted, men drømme, en ven, en investering osv. så snak med dem du sender hesten i træning ved – se stedet, hvis nødvendigt, for at få en god mavefornemmelse. Jeg møder rigtig mange, der har dårlige oplevelser med i bagagen (ejere), og det bliver en langt bedre oplevelse for begge parter, hvis man kan stole på hinanden. Evt aftal forinden, hvor ofte det er muligt at besøge hesten, og om det er noget man kan være tilpas med. Træningen kan man aldrig garantere, at man er 100% enige om, men pasningen af hesten er noget, der kan være styr på forinden.

 

2. Sørg for at hesten er sund og rask inden, den bliver sendt af sted. Hvis hesten ikke er i orden, er det ikke nemt at træne den, og det sætter hest og træner i en træls situation. dvs. hav styr på vaccinen, hovene, tænderne og få den kigget igennem af en dygtig behandler – hvis f.eks. den ikke kan håndteres, så forvent, at der skal sættes penge af til de forskellige ting , når den er i træning, når den er klar til dette og husk, at de ting, der skal bruges tid på mens hesten er i træning, er noget, der forlænger opholdet i sidste ende. Hvis hesten kan rides, er det også optimalt at hesten har en sadel, der passer den.

3. Vær ærlig omkring hesten. De udfordringer, der er med hesten derhjemme, skal nok dukke op, når hesten kommer ud et nyt sted og skal i træning. Jeg har prøvet, at få en hest i træning, hvor jeg fik af vide, at problemet var, at den var svær at komme op på, men det viste sig, at den slet ikke var tilredet. Dette er også grunden til, at jeg aldrig tager chancer og altid går min ABC med hesten igennem. Jeg er grundig for både hestens og min egen skyld, da det er min levevej og gerne skal være det i mange år frem. Der er ingen skam i at have udfordringer med sin hest, så længe man prøver at løse dem.

4. Hesten er et levende dyr, så vær fleksibel. Det kan være, at den måske lige har brug for 2 uger mere end først antaget – det er altid svært at bedømme inden man har set hesten som træner og vær opmærksom på, at nogen gange er det ikke hesten, der har brug for 2 uger mere for at resultatet bliver godt, når den kommer hjem, men hest og ejer sammen. Man skal huske, at når man sender sin hest i træning, så er det normalt for, at den skal lære nyt, hvad end det er tilridning, videreuddannelse, ændring af dårlig adfærd osv. og nyt er altid lidt mere “vakkelvornt”. Ment på den måde, at når hesten kun lige har lært det, så er det vigtigt, at man som ejer, selv kan det, den lige har lært, ellers bliver det meget forvirrende for hesten, og det kan være spildte penge.

 

5. Nyd processen og lad være med at slå dig selv oven i hovedet over, at det var noget, du skulle have hjælp til. Hestemennesker er meget “vil selv, kan selv” og bange for at blive dømt.

 

6. Shit happens – ment på den måde, at uheld kan ske når hesten er ude lige såvel, som når den er hjemme. Det er altid voldsomt trælst og bringer mange kvaler med sig, men heste kan være meget kreative på en destruktiv måde engang imellem.

 

7. Afstem dine forventninger med hvad du betaler. Alle ved, at det er dyrt at have hest, og det er det også for træneren. Hestene kan bringe ufatteligt meget glæde, men der skal knokles for pengene, så selvom det kan være mange penge at skulle af med på en gang, så går det meste af det oftest til udgifter (foder, strøelse, wrap, el, vand, leje af sted, vedligehold af folde, bane/baner, stald, forsikringer, udstyr osv.) og moms og skat.

 

8. Vær fair over for hesten. Ikke alle heste er verdensstjerner og udvikler sig lige hurtigt, men det betyder ikke, at det ikke kan være en fantastisk hest alligevel. Kig på kroppen og psyken af hesten og husk, at en hest som helhed, tager lang tid at forme. I nogle perioder går tingene hurtigt og i andre, går de lidt langsommere. På samme måde som at en elev i skolen sjældent brillerer i alle fag, og nogle først blomstre senere.

9. Søg hjælp efterfølgende også, når I skal fortsætte hjemme og se arbejdet med hesten som en spændende proces for jer begge. Bare fordi hesten har været af sted i 2 måneder, betyder det ikke, at det, den har lært sidder i den for altid, hvis man ikke selv fortsætter i samme rille, når den er hjemme igen. Alt, hvad du gør med din hest, hver gang du er sammen med din hest, former den og præger den.

 

Det var lige et par tanker, jeg håber, der kan være en hjælp, til når man sender sin hest i træning. Har prøvet at holde det så generelt som muligt, og noget er som sagt måske en selvfølge for nogen, men kan være en hjælp for andre. God torsdag til alle herfra!