Mange udfordringer med hesten i træningen stammer fra, at hesten ikke har lært eller fået lov til at bruge sin hals som balancestang. Ofte, bliver der lagt stor vægt på (oplever jeg), om hesten går i rette holdning og om tingene ser rigtige ud mere end, at det skal føles rigtigt, og jeg støder ofte på, at tankegangen er, at hesten skal gå i holdning/”til biddet” så tidligt og så hurtigt som muligt (mange gange fordi det giver en falsk følelse af kontrol), og så kan man lære den at gå rigtigt og bruge kroppen rigtigt derfra. Dette er også ofte fodret af tanken om, at jo mere imponerende en hest ser ud helt fra ung af, jo mere kvalitet rummer den, og jo flere penge kan den sælges for.
En hest, der bevæger sig frit og afslappet ville aldrig vælge at gøre halsen kortere end bagparten – forstået på den måde, at når jeg kigger på en hest, skal helhedsbilledet gerne være, at der er lige så meget front, som der er bagpart (hvad enten det er fra jorden eller fra ryggen af). Ligeledes ville hovedet altid være let foran lod. Mange gange, hvis den har været vant til at gå med indspændinger eller lært at gå i holdning, men ikke at give efter, så vil den, når den bevæger sig frit, forblive i den holdning, og man kan se, hvordan den ikke arbejder igennem kroppen, men virker forholdt. Dette er grunden til, at jeg altid arbejder dem frit i rotunden til at starte med, så de lærer at have en god egenbalance først, så de kan bevæge sig afslappet i skridt, trav og galop i et roligt tempo samt i overgangene, men uden at være ”bag schenklen”. Hvis hesten ikke kan bevæge sig på denne måde uden rytter, kan den heller ikke med og ville i min optik, af den grund, heller ikke være ordentlig klar til rytter.
Hvis hesten ikke får lov til at bruge sin hals til at balancerer med, vil den oftest ikke bruge overlinjen ordentligt, men i stedet danne underhals, være mindre smidig og være sværere at samle. Hvis det er en ung hest, der mister balancen, men ikke kan sprede ”armene” for at kunne holde balancen, så vil det ofte resultere i et buk o.lign, i et forsøg på at finde balancen, fordi den er ved at vælte (hesten bruger sin hals til at finde balancen, på samme måde, som at vi spreder armene, når vi mister balancen), da den for det første bliver usikker fordi manglende balance, gør den mere sårbar, og fordi den ganske enkelt føler, at den er ved at vælte/falde. En hest, der ikke får lov til at have sit hoved og hals i fred, vil oftest også nemmere blive bange for ting og blive mere anspændt – hvilket er en stor del af grunden til, at mange støder på disse udfordringer i takt med, at man ”kommer længere” i træningen. Dermed ikke ment, at man ikke må forme hesten, man skal bare sørge for at skelne mellem den svære grænse det er, at have en kontakt til tøjlen og komme til at tage tilbage i tøjlen og dermed begrænse hesten.
Jeg støder ofte på folk, der er blevet fortalt, at de skal hjælpe hesten med at holde balancen, ved at tage mere fat i tøjlen og sætte mere tempo på. Jeg er af den holdning, at hesten skal lære at finde sin egen balance, og det sker kun ved, at den laver ”fejl” og får lov til at miste balancen engang i mellem for så at finde den igen – på samme måde, som vi selv gør på en evt balancebold. Når man sidder på en hest og slipper tøjlen, skal hesten gerne forblive i samme tempo, fordi den har lært at holde sin egen balance – for hvis hesten sætter tempoet op, når man slipper tøjlen, så betyder tøjlen mest af alt brems, og så har man en hest, der læner sig i retning af biddet og dermed ikke bærer sig selv ordentligt – dette er noget stort set alle 3 års kan lære – det ser ikke imponerende ud fordi en 3 års sjældent har styrken til at se imponerende ud, men det giver en dejlig, ridelig hest, der er nem at uddanne. Samtidig med, hvis man hele tiden skal bremse sin hest, så forringer det kvaliteten af alle andre signaler man giver hesten, hvad enten det er for, sædet, schenklen eller tøjlen. Dette er også årsagen til rigtig mange mundproblemer – hesten er meget følsom i munden, så, så snart tøjlen konstant holder, ryger fokus fra resten af kroppen af hesten og ud i hovedet (på samme måde, som at hvis du har ondt i foden, men nogen tager dig i hånden, så skifter fokus, fra smerten til berøring, fordi dette er kroppens måde at reagere på) – mundproblemer er i min optik 9 ud af 10 gange spændinger og udfordringer i resten af hestens krop og kun meget sjældent problemer med selve biddet – det kan også være, at hesten ganske enkelt aldrig har lært at give rigtig efter, men kun har lært at gå i holdning.
Så for at opsummere – hvis hesten ikke har frihed til at få lov til at bruge sin hals som balancestang, vil det oftest give en stivere hest, en mere nervøs hest, en hest, der ikke arbejder ordentligt igennem sin krop og en hest, der er mindre lydhør over for de signaler, man giver, da den ganske enkelt ikke kan honorere dem.
